Det vackra huset i Mollebergsbacken - om 150 ar av turism vid Kullabergs fot

Subtitle

Mölleblogg

En midsommarfest vid Kullen 1883

Posted by Erik Magnusson on November 23, 2011 at 10:00 AM


Bild från "Ude og Hjemme", sjätte årgången, nr. 306, söndagen den 12 augusti 1883.


Den 12 augusti 1883 publicerade den danska tidningen Ude og Hjemme ett reportage över fem sidor från Mölle om årets midsommarfirande. Reportaget bär rubriken "En midsommerfest ved Kullen" och var skrivet och illustrerat av den danske konstnären Peter Tom Petersen. Här återges reportagetexten in extenso.


 

"MOTIV FRA KULLEN" ER FOR længe siden ophørt at høre til de usædevanlige titler i udstillingskatalogen. Stedet er temmelig kjendt, og hvert aar kommer en skare rejsende derover. Saa trave de rundt paa klipperne og i skoven, gaa i grotterne og naturligtvis ud til fyret, kort sagt se Alt, hvad der skal sés, og se det helst paa én dag.


Men hvad disse rejsende ikke se synderlig til, det er befolkningen. To gange aarlig er den især meget fornøjelig at se paa, nemlig ved midsommertid og under sildefisket. Liv er der nok af ved begge lejligheder, men paa meget forskjellig vis.


Der er flere maader, hvorpaa man kan komme derover. Man kan sammen med en del andre leje et skib og dampe til Kullen; spise og drikke og se sig lidt om. Dette kaldes en lysttur til Kullen. I heldigste tilfælde har man, hvis selskabet har været godt, moret sig, men man kan egentlig ikke sige att have set meget til Kullen.


Nu behøver man ikke at afvente en saadan lejlighed for att komme dertil. Der gaar nemlig en damper, ”Skånska kusten”, op og ned ad samme kyst. Bestemmer man sig til at betræde ”kustens” dæk, maa man ikke være for sangvinsk og ubetinget stole paa at blive direkte henbragt til Mölle, fiskerlejet lige ved Kullens fod.


Den, der skriver disse linjer, har fulgt ”kustens” færd i flere sommere og kan forsikre, at samme baad har en mærkelig ævne til at berede folk skuffelser. Et fremtrædende træk i dens karakter var i det mindste ifjor en meget stor antipathi mod at gaa til Mölle. Dett skyldes antagelig helbredshensyn. Som ældre forsigtig herre afskyr ”kusten” den sø, der ved lidt blæst bryder temmelig stærkt i indløbet til Mölles havn. ”Kusten” stopper heldt i Höganäs.


Da jeg har omtalt denne mindre heldige side, skylder billighed at sige et par ord til dens ros. Der findes nemlig forskjellige rare varer ombord, og det hændes derfor ofte, naar damperen endelig er kommen i behold ind til Mölle, at en del glade fyre efter endt dagværk samles paa dens dæk og ”söp” en smule, ikke til ubetinget glæde for kaptejnen og folkene, der skulle op klokken 4 næste morgen, hvilket de glade heldigvis ikke skulle. Der blev da nedlagt forbud mod at synge. Men hvad gjorde det, saa gik man rundt i byen og begyndte med at give ”Tullsergeanten” (Pierre Justus Le Veau), der tillige er byfoged, en serenade.


En av denne tjenestemands forfædre var emigreret fra Frankrig, hvorfor man fandt det værdigt at begynde med Marseillaisen, men slog snart over i Herr Byfogedens livarie af ”Stegekjælderen”: ”Her i denne Satans kjælder kom min kjærlighed tilkort” o.s.v. orresten fortsattes paa denne maade fra hus til hus til stor glæde for fiskerkonerne, der vaagnede og syntes, der var ”så utomordentligt vackert”.


Det var den route . Saa forstaar det sig: man kan jo ogsaa gaa, men det er vel de færreste, der sværme fordet. Huskende paa glade tider tidligere, drog jed iaar derover med den ”skånska” – till Höganäs, men erfarede til min store sorg, at der ikke var tænkt paa nogen majstang denne gang. Det blev snakket en del frem og tilbakge, og man blev tilsidst eniga om at ”försöka ställa om det”.


Agitationen begyndte den næste morgen med stort held. Det var heller ingen tid at spilde, samme aften var det ”Midsommerskvæll”. Majstangen blev rigget og ”flickorna” trommede ud at plukke blomster, der blev bundne i kranse. Men det var kun som en draabe i havet, naar man saa paa de lange stænger, der laa oppe paa bakken og ventede paa deres klæder. Det maatte skaffes en vogn tilveje til at kjøre efter løv. En dame, der ved lignende lejligheder havde vist sig særdeles ”hygglig”, blev som extraordinær ambassadrice skikket til en ”beskedlig gubbe” for at bevæge ham til at lægge heste, vogn og dreng til.


Gubben var i begyndelsen ikke synderlig tiltalt af ideen, men han maatte jo neje sig. Atter udgik ordre til byens kvindelige befolkning om at møde. Klokken 3 ½ præecis paa bakken ovenfor ”Eskilds hus”; da skulde vognen komme, og man skulde gaa i skoven og rive løv. Flera læs egeløv bleve nu aflevererede ved ”Eskilds hus”, og nu fik flickorna travlt med tangen, der i en fart blev paaklædt.


”Det såg precis inte illa ut med alla de där flickorna”, siddende midt i alt det grønne, langs hen ad stangen og viklende om, damer og fiskerpiger arbejdende i skjønneste enighed og samdrægtighed.


”Jo, jag tackar jag; inte skulle man se en sådant syn i Tårbæk.” Man ventede nu bare paa enkelte kranse, der vare anmeldte paa kontoret; det varede noget længe; der begyndte allerede ankom paa valpladsen, prangende med flagrende ”pappersband” i danske og svenske farver. I en fart surredes de fast, og nu var stangen ferdig fra flickornas hand.


Nu var det mandfolkenes tur, som hidtil havde siddet og ”gloet på”. De hev i tovene, og da stangen var kommen vel op at staa paa benene, strammades bardunerne ud til alla sider. Sluttelig hejsedes ”svenska fanan” og nogle gamle signalflag, og nu stod majstangen der saa ”grann”, som den var og ragede højt op ovet bakken.


Om aftenen kom saa folket sammen igjen, for at ”roa sig” med dans. Snart almindelige borgerlige danse, og snart ringdanse. Alle, smaa og store, unger og gubber, folk og matroser danne da en stor ring, der kiler rundt om stangen, mens der indeni danses parvis, og man synger ”jullekar” til aparte melodier.


Særdeles passende til denne gemytlige tone er en av disse ”lekar”, der lyder saaledes:

 


”Mors grisa ä vi alli hopa,

alli hopa, alli hopa, mors

grisa ä vi alli hopa. Alli hopa,


jag me', jag me', jag me'.”

 


Man kan ikke godt undlade at danse med. Ellers faar man stikpillet i form av en anden vise:

 


”Och det är skam att stå här i ringen

och se på flickorna, och ta sig ingen.

Hej, hopp, min lille hjerte snopp,

vi ska danse, til solen rinner opp;

hej hopp, min sköna,

nu ha vi dansat i det gröna;

hej hopp, min sköna,

nu ha vi dansat i det gröna.

Tag en annan, tag en annan

som jag, som jag;

hej lirum, hej larum,

hej lustig som jag.”

 


Kurve gjør ikke noget stærkt indtryk, hvid man kan tro visen:

 


”Se! Se! så får du mig.

Och får du mig, så står du dig,

och vill du inte ha mig,

kan en annan ta mig,

så kan hvar en gå för sig

 

Ger du mig korgen,

skrattar jag åt sorgen,

så kan hvar en gå för sig.”

 


Disse og en mængde andre maa tænkes akkompagnerede af Jepsens fiol. Nævnte Jepsen er pladsens eneste og selvfølgelig dygtigste musiker. En ”tillställning” uden Jeosen kan ikke tænkes. Han er sig naturligtvis sin vigtighed bevidst og maa behandles med hensynsfuldhed. Ifjor var der i den anledning en morsom scene.


Nogle unge fyre havde faaet arrangeret en dasn hjemme hos dem selv; det var blevet sent, og værten mente, at der kunde være ”så lagom” at tænke på ”refrainen”. Saa siger han til Jepsen: ”Nu är det slut”.


Da skulde man se Jepsen hed i skallen pakke apparaterne ind i et rødt klæde og vilde afsted. Der firedes jo for ham, at han skulde blive, men det hjalp ikke: ”Nej, hvem ä de som säger, att de ä slut”, og vaklede han under vægten af alla de drikkevarer, han efterhaanden havde faaet, undervejs gjørende forsøg paa at tilbringe natten i et siderum, hvori han dog forhindredes ved energisk indgriben af beboeren.


Jo, man maatte veje sine ord paa guldvægt. Paa bænken, hvor han sad under stangen, var der alltid tykt med ”pojkar”, der fulgte hans virksomhed med beundring.


Pokker till ”pojkar” forresten: efter at alle sent paa natten havde forladt pladsen, løsnede de bardunerne, og næeste morgen tidlig, fa et par piger kom forbi, frembød majstangen et lidet lystigt skue. Det var nu et par raske piger, saa de var ille længe om att stramme bardunerne ud igen och rette stangen. Men sikken en Guds lykke, at det ikke blæste, for saa havde den ligget der.


Efterhanden som Jepsen bliver stænket og duggen bliver stærk, gaar strængene sin vej en efter en, først kvinten.


”Men der er meget i verden, som man ret b´el kan undvære, og som tjener kun til overflod; saa at det er kun pedanteri at sige, man kan ikke stryge uden kvint”. Det mener som bekjendt Harlequin i ”De Usynlige”, og vor dirigent er af samma mening.


Alt dette tillsamman, melodierne, fiolen, de stærke farver i hovedklæderne, gemytligheden, alt i aftenbelysning og i det ejendommelige landskab, frembringer et indtryk, som er saare velgjørende, naar man kommer ovre fra Taar-, Helle-, Humle- och hvad nu alla de Bække hedde, hvor alt maaske er meget godt, men græsselig spagfærdigt.


Det var midsommerkvælden, som den fejres i Mölle; rimeligvis er den meget mere katakteristisk højere oppe i Sverig, men dette ligger saa nær for haanden, og forskjellen fra vor Sanct Hans Aften er stor nok til at gjøre det interessant at fejre den derovre.


T.P (Tom Petersen)

 

Det finns fler bilder från Ude og Hjemmes bildreportage att se på följande länk: http://www.hotellmolleberg.com/apps/photos/album?albumid=12571383

Categories: None

Post a Comment

Oops!

Oops, you forgot something.

Oops!

The words you entered did not match the given text. Please try again.

Already a member? Sign In

0 Comments